Nicklas Bendtner passede onsdag sin lille søn på spillerhotellet.

Tre dage inden den voldsomt vigtige EM-kamp i Island var der onsdag eftermiddag eksklusivt besøg på det ellers tæt tillukkede spillerhotel.

Værten var landsholdets største internationale stjerne, men gæsten var dog ikke en agent med interesse i det klubskifte, som Nicklas Bendtner til sommer skal foretage. Det var derimod Arsenal-angriberens seks måneder gamle søn, der fik lov at besøge farmand i landsholdslejren.

- I dag skal Caroline filme og lave nogle ting arbejdsmæssigt, og mens hun er i gang med det, så har jeg Nicholas her på spillerhotellet i Helsingør. Det bliver skønt at hygge med ham og måske trille en tur med barnevognen i det gode vejr. Jeg har selvfølgelig spurgt DBU, om jeg måtte have min søn med på hotellet, og de gav mig lov, fordi vi ikke skal træne om eftermiddagen. Det er jeg rigtigt glad for, fortæller Nicklas Bendtner onsdag formiddag.

Få timer senere bliver det største smil smørret ud over fodboldstjernens ansigt, da mangemillionærens største skat, lille Nicholas, dukker op, og Nicklas Bendtner giver grønt lys til et par hurtige billeder.

Moderen Caroline Iuel-Brockdorff, kendt som tv-stjerne og baronesse, skulle arbejde, og så kunne fodbold-farmand træde til, og det er bestemt ikke et afbræk i opladningen til lørdagens EM-kamp, som Nicklas Bendtner har noget imod.

- Det er svært ikke at være glad, når man er sammen med sin søn. Det kan godt være, at andre synes, man lyder åndssvag, når man står og pludrer babysprog, men jeg er ligeglad. Det er jo min søn, og så er man bare inde i sin egen boble, når man er sammen – den følelse tror jeg, at alle forældre genkender, siger Nicklas Bendtner.

Han står overfor store og svære beslutninger, når landskampen lørdag er overstået.
Så starter sommerferien nemlig, og her skal han finde en ny klub i stedet for London-klubben Arsenal, hvor han ellers har været, siden han var 16 år.

- Jeg er fuldstændigt afklaret med, at jeg skal væk fra Arsenal. Jeg har overvejet det i længere tid og var helt klar, da jeg tog beslutningen. Så det føles ikke specielt mærkeligt, at jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer. Jeg er helt rolig og sikker på, at det nok skal blive godt i en ny klub, fastslår Nicklas Bendtner.

- Lige nu er der fuld fokus på Island-kampen lørdag, for den er utroligt vigtig. Efter landskampen kan det være, at tankerne mere retter sig imod min egen fremtid. Jeg er sikker på, at jeg sagtens kan holde ferie uden at gå i panik over fremtiden. Jeg glæder mig til at slappe af, rent mentalt, efter en sæson, der ikke blev det, jeg håbede og forventede. Og jeg skal ud at rejse så meget, som jeg nu kan få passet ind.

Skal du rejse meget uden din søn til sommer? Da du meldte fra til U21-EM i juni, sagde du, at det var fordi, du skulle være sammen med din søn i ferien?

- Nej, det er ikke sådan, jeg mener. Min søn Nicholas er min første prioritet, så jeg skal bruge så meget tid sammen med ham, som jeg overhovedet kan. Hvis der er huller, kan jeg måske rejse. Det er ikke på plads endnu, understreger Nicklas Bendtner.

Når du selv formulerer det på den måde med at bruge tid med din søn, når du kan, betyder det så, at du og Caroline bor sammen eller netop ikke bor sammen, som sladderpressen har spekuleret meget i?

- Jeg kan kun sige, at det er kompliceret. Og den del af mit liv vil jeg ikke snakke om.
Nicklas Bendtner vil heller ikke løfte sløret for, hvor han rejser hen, hvis det lykkes at komme af sted med eller uden sønnen Nicholas i sommerferien, men han fortæller gerne om sin rejselyst.

- Der er ikke noget bedre end at rejse, og jeg er altid vildt misundelig, når kammerater fortæller om, hvordan de skal ud at rejse i længere tid. Jeg elsker at rejse og opleve nye ting, steder, folk og kulturer, og jeg ved, at når jeg en dag stopper med karrieren, så vil jeg gerne rejse jorden rundt i to-tre år og bare opleve og suge til mig. Hvis min familiesituation ellers tillader mig at gøre det med kæreste og børn, tilføjer han.

Til den tid kan Nicholas og Nicklas Bendtner se hele verden sammen.

Onsdag måtte de nøjes med Hotel Marienlyst i Helsingør, men i solskinnet med udsigt over Øresund og i hinandens selskab var det måske også det allerbedste sted at være for far og søn.