Nicklas Bendtner giver energi. Han stjæler ikke energi.
Ordene er landstræner Åge Hareides dagen derpå for Nicklas Bendtners comeback på landsholdet. Han er faktisk slet ikke blevet spurgt til det, det kommer bare til ham midt i en sætning. Som om det måske har overrasket Åge Hareide, hvordan B52 er landet mere som et charterfly end det bombefly, han selv tog navn efter i Arsenal.
Det ville være farligt at skrive, at det er en ny Nicklas Bendtner. Det ved han også godt selv. De ord er skrevet for mange gange for så at blive fulgt op af en uheldig episode med taxa-piskning, pizzeria-problemer og spirituskørsel.
Men Nicklas Bendtner slår i disse dage personlige rekorder i smil, og det kan han godt forklare.
»Jeg er på vej. Jeg har gjort en masse gode ting for mig selv, og det er ikke altid, jeg har været lige god til det. Det er måske det, der er ved at bære frugt. Både mentalt og menneskeligt har det været en meget svær periode for mig gennem noget tid. Også fodboldmæssigt. Det har været mange ting, som er faldet oven i hinanden,« siger Nicklas Bendtner og beskriver den seneste periode i sit liv.
»Men nu begynder de pile at pege opad igen. Så naturligvis er jeg blevet mere rolig, og naturligvis er jeg også blevet ældre. Jeg har også lært, at jeg ikke skal stå og sige, at jeg ikke begår fejl. For det ved vi alle sammen, at man ikke skal gøre, så bliver man slået ned igen med det samme. Men jeg er et godt sted i mit liv lige nu.«
Det er skiftet til Rosenborg, som Bendtner især tænker på, når han taler om at gøre gode ting for sig selv professionelt. Han lyttede til folk, som var klogere end ham selv, som han formulerer det. Men hvad der er årsag til, at det 'mentalt og menneskeligt har været en svær periode', vil han ikke svare på.
Den besked er helt klar.
»Det holder jeg privat«.
De fleste landsholdsspillere vil holde på, at hierarkiet er fladt hos Danmarks bedste. Men der findes også de grupper, der finder sammen, når der skal spilles småbold som opvarmning. Her finder Nicklas Bendtner sig hurtigt til rette blandt københavnerne. Med Mathias Zanka Jørgensen, Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius, William Kvist, Lasse Schøne og Jens Stryger Larsen.
Landstrænerne kan måske holde ham væk i et par år, men han træder direkte ind i rollen som et socialt samlingspunkt på landsholdet. Sådan er han, og der er med garanti sjovt at være omkring Nicklas Bendtner. Også når han ikke er på fodboldbanen. Men selvom han selv føler, at han er et nyt sted i sit liv, holder han også fast i drengene fra Tårnby og de venner, som har været der hele vejen, selvom Bendtner også har fløjet i højere luftlag.
»Jeg har læst mange citater og sætninger om, at succes ændrer en. Jeg tror, der var Jay-Z, der sagde: 'Hvorfor skulle jeg arbejde så hårdt for at forblive den samme?' Det er klart, at man ændrer sig. Jeg tror, at alle mennesker ændrer sig, men man holder fast i nogle værdier. Og man holder fast i nogle mennesker, der har været der for dig hele livet. Det har jeg også gjort. Der er sket mange ting, som man ikke kan se med det blotte øje, men det er ikke noget, jeg vil snakke med jer om, for det er ikke vigtigt. Her er vi for at snakke om fodbold og landsholdet. Og jeg er med igen, og det er dejligt,« siger Nicklas Bendtner.
Han ser også ud til at have det dejligt. Førstedagen gik med fotoshoot, hvor han 'ikke satte håret, det gider jeg sgu aldrig', og så ellers interview på interview. Set fra den kedelige ende af diktafonen så der ud til at være meget virak omkring Bendtner. Men han er vant til værre.
»Jeg troede faktisk, at det ville være slemmere. Jeg lavede otte-ni avisinterview og tre-fire til tv. Jeg ved godt, at der heller ikke var flere journalister heroppe, men der plejer nogle gange at være mange flere, og I plejer at stå i en rund ring omkring mig, hvor jeg skal stå og forklare mig. I står nærmest og diskuterer med hinanden om at stille spørgsmål. Så det var faktisk ikke så slemt. Men det var også dejligt. Der var ro på, og I lod mig snakke. Det var rart i stedet for, at jeg blev stillet en masse… dumme spørgsmål, hvis man kan sige det sådan. Det er nemt nok bare at slynge ud, at I stiller en masse idiotiske spørgsmål, men I stillede spørgsmål, jeg kunne svare på og forholde mig til. Det var rart,« lyder det noget atypisk fra Nicklas Bendtner.
Men så er det også meget rart, når man pludselig kan kende ham igen.
»Jeg kommer ind med en ydmyghed, men jeg har stadig en tro på egne evner. Det kommer aldrig til at ændre sig.«
