Nicklas Bendtner kan gøre lyndebut fredag aften, når den danske angriber og dennes nye klub Wolfsburg fredag aften gør klar til den vel nok sværest mulige kamp i Bundesligaen med en udebanekamp mod ligaens favoritter Bayern München. 

Det må tænkes, at Nicklas Bendtner, der sommeren igennem har selvtrænet og kun været med i få træningspas siden skiftet fredag i sidste uge, er med på en af de yderste mandater i truppen. Men alligevel antyder angriberen gennem et tweet, at en debut allerede kan være på trapperne i Bundesliga-premieren mod Bayern München.  

I hvert fald glæder han sig. 

- Første kamp i dag. Har ventet på dette øjeblik i næsten 1,5 år. Nu begynder det at blive sjovt, skriver Nicklas Bendtner. 


Op til kampen på Allianz-Arena har Nicklas Bendtner blandt andet fået testet formen af med specialtræning i skoven, og det bliver spændende at se, om træner Dieter Hecking, der har sagt, at Bendtner først er klar til kamp i september, allerede bringer sit nye angrebses i spil fredag aften. 

Kampen mod Pierre-Emile Højbjergs Bayern München begynder klokken 20.30 og bliver vist på Eurosport.