Nicklas Bendtner er sikker på, at Krohn-Dehli får en stor slutrunde.

Danmarks topangriber Nicklas Bendtner er imponeret over Danmarks EM-målhelt Michael Krohn-Dehli. Bendtner mener, at Krohn-Dehli er vigtig for holdet.

- Michael har været med i et stykke tid og har bare gjort det bedre og bedre, og her på det sidste har han imponeret, siger Nicklas Bendtner fra lejren i Kolobrzeg.

- Han viste i kvalifikationen, hvor vigtig han er for os. Og igen mod Australien lige inden EM spillede han en fin kamp, og så byggede han på til kampen mod Holland og scorer et flot mål i kampen, siger Bendtner, der er sikker på at Krohn-Dehli vil få en stor karriere.

- Michael er en god spiller og kommer til at få en god slutrunde og en god karriere.