Det er snart ni måneder siden, Nicklas Bendtner sidst har mærket glæden ved at score et betydende mål, og det er muligvis derfor, han er ved at gøre det til sit varemærke at forsøge at 'stjæle' straffespark fra sine holdkammerater.

Bendtner var på spil igen søndag, hvor Wolfsburg efter otte minutter fik tildelt et straffespark, som Ricardo Rodriguez stillede sig op for at tage - ligesom han plejer i Wolfsburg. Men som tilfældet også var i landskampen mod Tyrkiet, hvor Agger stod til at sparke, lykkedes det heller ikke denne gang Bendtner at fravriste holdkammeraten bolden trods en god lang diskussion.

- Han ville gerne sparke, men jeg fortalte ham, at jeg havde en god fornemmelse, og at jeg på det seneste har scoret på alle mine straffespark. Han kunne ikke vide det, han har jo ikke været her så længe, siger Rodriguez til Bundesligaens hjemmeside.

Den schweiziske back konverterede straffesparket til mål, og der var efterfølgende ingen sure miner, forsikrede den træfsikre straffesparksskytte.

- Han lykønskede mig bagefter, siger Rodriguez.