Nicklas Bendtner sagde for ti dage siden til Jyllands-Posten, at han er træt af den måde, som han bliver fremstillet på i medierne.

Nicklas Bendtner har været i medierne for meget andet end sit fodboldspil. På cv'et har han en dom for spirituskørsel sidste år, ligesom der har været en række andre uheldige episoder, som har ramt avisernes forsider.

LÆS OGSÅ: Her er Bendtners lange synderegister

For ti dage siden gav han så et sjældent interview til Jyllands-Posten. I interviewet fortæller den professionelle fodboldspiller, hvordan han er træt af det billede, som medierne laver af ham.

- Af alt det, jeg bliver sat i forbindelse med, har jeg kun gjort én ting forkert. Det var det i København, siger Nicklas Bendtner til Jyllands-Posten med henvisning til spirituskørslen og den efterfølgende dom for et år siden.

Nicklas Bendtner er igen i fokus, efter bt.dk kan fortælle, at Arsenal-angriberen tirsdag aften i fuldskab gik amok på en taxachauffør i København. Nicklas Bendtner har ifølge taxachaufføren kaldt ham for 'lille luder' og været truende med ordene 'jeg knepper dig', lige som han skulle have pisket taxaen med sit bælte efter at have sat i løb efter hyrevognen.

Bendtner fortæller også i interviewet, at 'folk tror, han er psykopat', og at han har taget konsekvensen af de mange negative skriverier og mere eller mindre boykottet pressen som følge heraf.

BT har været i kontakt med Nicklas Bendtners rådgiver Elisa Lykke torsdag morgen. Hun ønsker hverken at be- eller afkræfte hændelsen tirsdag aften.