Den belgiske midtbanespiller Eden Hazard, der blev årets spiller i Chelsea i 2013/14 og 2014/15, er i den nye sæson havnet ude i kulden i London-klubben på grund af en for sløv arbejdsindsats til træning.

Chelsea-træner José Mourinho fravalgte Hazard til startopstillingen i weekendens sejr over Aston Villa med beskeden om, at han skulle træne hårdere for at komme tilbage blandt de 11 startende.

Med Pedro Rodriguez ude af tirsdagens Champions League-kamp mod Dynamo Kiev, grundet en mindre skade, var der blevet spekuleret i et hurtigt comeback til belgieren, men det afstod Mourinho fra at love forud for tirsdagens opgør.

Årsagen til dette skal muligvis findes i de rygter, der verserede mandag om, at Hazard angiveligt har liket et Instagram-opslag, der linker ham til Real Madrid.

Ifølge engelske The Telegraph var Instagram-opslaget, som Chelsea-stjernen havde liket, ledsaget af teksten:

»Ifølge et spansk medie er Eden Hazard på Real Madrids radar for en 2016-transfer.«

Der er endnu ingen kommentarer fra Hazard eller Mourinho vedrørende sagen.