Pokaleventyret, som sensationsholdet Sutton United har oplevet i FA Cuppen, er forvandlet til 'et mareridt', siger holdets manager Paul Doswell.

Fyringen af den tærtespisende målmand, Wayne Shaw, har nemlig kastet skygger over klubben fra den femtebedste engelske række, som ellers var ude i den store optursoplevelse med kvalifikationen til 1/8-finalekampen mod mægtige Arsenal.

Men under Arsenal-kampen, som holdet forventeligt tabte 0-2, valgte den 45-årige kult-reservemålmand at spise en pie - en traditionel engelsk madtærte - mens han befandt sig i det tekniske område.

Den episode er ved at blive undersøgt af det engelse fodboldforbund, The FA, og de britiske spillemyndigheder.

Tærtespisningen kan nemlig være et brud på reglerne, da Shaw selv har udtalt, at han var bevidst om, at klubbens sponsor, bettingfirmaet Sun Bets, havde lavet et spil, der gav odds 8-1, hvis målmanden spiste en tærte under kampen.

»Vi er ved at blive undersøgt. Det hele har forvandlet sig til lidt af et mareridt,« siger manager Paul Doswell om sagen, som nu har kostet den sultne reservekeeper en fyreseddel.

»Han udviste dårlig dømmekraft. Jeg talte med ham i telefonen, og han græd. Til sidst stoppede vi helt med at snakke. Det var den slags samtale,« siger Doswell til BBC Radio 5.

Shaw har forsvaret sig med, at han udelukkende spiste tærten for at 'lave lidt rav i den'.

Doswell er da også ked af at hele #piegate, som episoden er blevet døbt på de sociale medie, har udviklet sig uheldigt.

»Han er blevet fanget i denne skøre fodboldverden, som har omgivet os de seneste par måneder. Han er blevet mere og mere kendt, hvilket han har nydt,« siger manageren om målmanden.

I takt med at Sutton Uniteds pokaleventyr runde for runde har vokset sig større og større, er Shaw blevet en sand kultfigur i engelsk fodbold qua sin høje alder, 45 år, og sin alt andet en Premier League-agtige slagtermester-statur.

»Mens vi andre koncentrerede os om fodbolden, så var Wayne ved at blive en superstjerne,« siger Doswell, som bare er brandærgerlig over hele sagen.

»Mit helt store ønske er, at han havde spurgt mig til råds, for jeg havde helt bestemt rådet ham til ikke at gøre det. Jeg ville ikke have tilladt ham det,« siger han.