Et af de helt store spørgsmålstegn ved det danske A-landshold har gennem længere tid været, hvem der skal score målene, hvis Nicklas Bendtner ikke er til rådighed. Alternativerne har i den grad manglet, men nu lysner det forude.

For på det danske U21-landshold kan de lave mål.

37 af slagsen er det blevet til i de 10 EM-kvalifikationskampe, hvilket placerede Danmark på en overbevisende førsteplads i gruppen.
Et scoringssnit på 3,7 mål pr. kamp betød samtidig, at Danmark var EM-kvalifikationens med afstand mest scorende hold.

Men hvad er det, de kan på U21-holdet?

BT har talt med tre eksperter, som har fulgt ungdomslandsholdets udvikling, for at få forklaringen på til U21-landsholdets velsmurte målmaskiner.

Flemming Povlsen - tidligere landsholdsspiller og nuværende angrebstræner i AGF

- Man har typer, som tør at tage chancen og de afgørende løb i feltet, hvilket er enormt vigtigt, når man skal score mål. Og de spillere, der er på banen, har en offensiv tilgang til det at score mål. De tænker mere på, hvordan de selv kan komme frem og score, end på hvordan de spiller den sikre aflevering - i modsætning til på A-landsholdet.

- De har spillere i alle kæderne, der kan score mål. Jannik Vestergaard, der fra en position i forsvaret har scoret tre mål, er jo et godt eksempel. Og det er vigtigt, så det ikke kun er de to-tre forreste, der skal score målene. Det er en kvalitet, de sukker efter på de bedste hold, lyder vurderingen fra Flemming Povlsen.

  

Peter Bonde - assistenttræner på A-landsholdet

- Denne her årgang har deltaget i EM- og VM-slutrunder tidligere, og de er blevet matchet på øverste hylde. Og så er mange af dem kommet tidligt ud og er i et miljø, hvor de træner sammen med nogle dygtige spillere. Derfor er de rigtig dygtige mod de jævnaldrende spillere.

- Hvis du ser på de offensive spillere, som spillede mod Bulgarien, Uffe Bech og Lucas Andersen, Toutouh, Nicolaj Thomsen. Amankwaa var med tidligere. Vi har Cornelius. Brock-Madsen er skadet. Zohore mangler at komme i form. Man må bare sige, at der er rigtig mange dygtige offensive spillere på det hold. Og så hiver man en debutant fra Hobro ind, som også laver mål. Det spiller bare for dem, og der er mange forskellige måder, at de her offensive spillere kan spille på.

  

Henrik Clausen - U18-landsholdstræner og tidligere OB-cheftræner

- Hvis man skal være lidt nøgtern, så kan man sige, at både mod Estland, hvor vi vinder 8-0, og mod Bulgarien, der spiller modstanderen med 10 mand i langt over en time, og det er ikke umiddelbart en fordel. Men vi slår også kapital af det, og vi er gode til at udnytte det. Og det gør vi, fordi det er nogle spillere, der er dygtige til at spille og arbejde hårdt.

- Fra U16 og op til U19 og også U21 der prøver vi at trække på samme hammel. Og det har man meget konsekvent gjort i 6-8 år, og det kan også være, at der ligger en del af forklaringen der; at spillerne er vant til den form for fodbold, der bliver spillet. Det vil altid være en vanskelig diskussion, om vi spiller mere offensivt eller ej.