Det internationale fodboldforbund FIFA afholder til februar valg til præsidentposten, og hvis sydafrikaneren Tokyo Sexwale stiller op, så kan han vente støtte fra selveste Franz Beckenbauer.

Michel Platini regnes for at være den helt store favorit ved valget, men franskmanden får altså ikke opbakning fra Beckenbauer, skulle Tokyo Sexwale beslutte sig for at stille op, skriver Bild.

»Han kender det politiske spil som en af Nelson Mandelas fortrolige, og sammenholdt med det har han jo også fodbolderfaring i forbindelse med VM i Sydafrika i 2010. Måske ville det være godt for FIFA med en præsident, der kommer helt udefra,« siger Franz Beckenbauer til Bild.

Beckenbauer mener, at Sexwale vil være en alvorlig udfordrer til alle andre, der kunne tænkes at stille op.

Tokyo Sexwale har tidligere tilkendegivet, at han pønser på at stille op til valget.

Den nuværende præsident, Sepp Blatter, er senest blevet opfordret til at træde tilbage med det samme af flere af FIFAs største sponsorer som Coca-Cola, McDonald's, Budweiser og VISA på grund af al den negative omtale, der er af hans person i forbindelse med korruptionsskandalen i forbundet.

Sepp Blatter og Michel Platini bliver også lige nu undersøgt for en betaling på to millioner schweizerfranc, som har fanget myndighedernes interesse.