Franz Beckenbauer mener, at Bayern München skal vinde samtlige af de resterende kampe, hvis de skal gøre sig forhåbninger om endnu en Bundesligatitel.

Ligesom i sidste sæson er der meget, der tyder på, at den tyske titelkamp også i år står mellem Borussia Dortmund og Bayern München. Dortmund har endnu fem point ned til deres nærmeste konkurrent, og med blot syv runder tilbage hviler der et stor pres på sydtyskerne, hvis de skal gøre sig håb om at tilbageerobre det tyske mesterskab. Men det vil ifølge Der Kaiser, Franz Beckenbauer, kræve en ekstra stor indsats af FC Bayern. - Sandhedens øjeblik kommer, når Bayern spiller i Dortmund, fortæller den nuværende Skysports-ekspert til Bild.de. Men tysk fodbolds ’grand old man’ har også andre advarsler til sin gamle klub. - Bayern skal vinde alle kampene, ellers er det slut. En uafgjort er ikke nok, siger Der Kaiser og sætter ord på hvem, der først og fremmest skal hjælpe de sydtyske giganter til endnu en triumf. - Mario Gomez, han må træde i Gerd Müllers fodspor.

tipsbladet.dk