Brøndbys sportsdirektør Troels Bech afviser kritikken fra Panathinaikos, der beskylder den danske klub for at forsøge at skabe en »hadefuld atmosfære« til returkampen i Europa League i forbindelse med den påståede sag om racisme i torsdagens kamp mellem de to klubber.

Der var tilsyneladende masser af had på fodboldbanen torsdag aften i Grækenland, da Marcus Berg ifølge Ekstra Bladet kaldte Brøndby-spilleren Lebogang Phiri for 'en abe', og fredag fortsætter fejden på ord så også uden for banen.

I en meddelelse på klubbens hjemmeside beskylder Panathinaikos Brøndby for at ville »piske en stemning op til returopgøret« og at forsøge på at »skabe en hadefuld atmosfære.«

Den kritik forstår Troels Bech ikke så meget af.

»Min umiddelbare tanke er ikke at kommentere på det, for vi ønsker egentlig bare at få revanche på banen. Det er dét, som optager os,« siger sportsdirektøren til bt.dk og fortsætter:

»Når det så er sagt: Når vi refererer til noget, som de har gjort, er det jo egentlig bare at gengive en hadefuld atmosfære. Den kan jeg ikke se, at vi optrapper på nogen måde.«

Marcus Berg og Lebogang Phiri i aktion.
Marcus Berg og Lebogang Phiri i aktion. Foto: STR
Vis mere

Troels Bech fortæller, at de personer, som han har været i dialog med fra det græske, ikke har anklaget Brøndby for noget.

Sportsdirektøren ønsker ikke at lave en større sag ud af det i medierne, men han vil gerne understrege, at Brøndby ikke vil finde sig i den opførsel, som Marcus Berg angiveligt lagde for dagen.

»Jeg vil gerne stå ved, at vi bakker vores spillere op, når de bliver udsat for sådan noget her, som er uden for god anstændighed. Selvfølgelig vil vi ikke bare lade det gå ufortalt hen. Og så er jeg da spændt på at se, hvad der sker, når Marcus Berg skal i bad med Panathinaikos' mørke spillere.«

Brøndby har indberettet sagen til det europæiske fodboldforbund UEFA, som nu skal se nærmere på den.

Returopgøret mellem de to klubber spilles på Brøndby Stadion torsdag i den kommende uge.

Inden da skal Brøndby møde AGF på søndag i den danske Superliga.