Ronaldo scorede to offside-mål mod Bayern München, og det var mere, end den tyske storklub kunne klare.

Madrid. Bayern München forlader Madrid med en bitter smag i munden efter at være slået ud af dette års Champions League-turnering.

Heldet var bestemt ikke med sydtyskerne i tirsdagens returopgør mod Real Madrid.

Kampen blev afgjort i forlænget spilletid, efter at Bayern havde vundet den ordinære kamp 2-1.

Det var samme cifre, som Real Madrid sejrede med i den første kamp i Tyskland.

Bayern blev ikke alene ramt af en hårdt dømt udvisning i det 84. minut af Arturo Vidal.

Cristiano Ronaldo scorede desuden to af sine tre mål fra klar offsideposition.

- Holdet viste mod og gjorde alt for at vinde her. I nogle situationer havde vi lidt held, men med hensyn til dommerkendelserne var vi uheldige i dag. Det er bittert, at vi er slået ud, siger Bayerns anfører, Philipp Lahm, ifølge kicker.de.

Hans træner, Carlo Ancelotti, er enig.

- Det var en række fejl, der gjorde forskellen. Jeg håber, at dommerne i fremtiden vil blive hjulpet af videobeviser, siger italieneren.

Går man en tand højere op i den tyske storklubs hierarki, er vurderingen den samme.

Efter at have rost begge mandskaber for en "storslået indsats" tilføjer Bayerns administrerende direktør, Karl-Heinz Rummenigge:

- Desværre havde dommeren en negativ indflydelse i forhold til os.

Og udvisningen af Vidal afgjorde reelt kampen til fordel for Real Madrid, mener Rummenigge.

- Jeg mener ikke engang, der var frispark. Det røde kort var dræberen, siger han.

Jérôme Boateng derimod accepterer nederlaget.

- Sådan er fodbold. Sådan er livet, siger forsvarsspilleren.

Cristiano Ronaldo, der stod for fem af Real Madrids mål i den sammenlagte sejr på 6-3, afholder sig fra at kommentere dommerens tvivlsomme kendelser.

- Der er ingen tvivl om, at Real Madrid var bedst. At score seks mål mod FC Bayern er ikke nemt, siger portugiseren.

/ritzau/