Meldingen er kommet pludseligt. Den tyske fodboldlegende Gerd Müller er alvorligt syg af Alzheimers.

Det har også påvirket Thomas Müller, der i dag er angriber for Bayern München, hvor hans ældre navnebror i 60erne og 70erne huserede.

»Gerds sygdom er selvfølgelig kommet som et hårdt slag for mig. Men jeg er sikker på, at han vil tackle den, som jeg kender ham: Med masser af mod og en positiv tilgang. Jeg ønsker ham og hans familie alt det bedste i denne svære tid,« siger Thomas Müller til tyske Bild Zeitung.

Allerede da unge Müller startede karrieren i Bayern München, stødte han på Gerd Müller, der længe har været tilknyttet den tyske storklub.

»Gerd er et stort forbillede for mig. Da jeg som ung spiller begyndte hos amatør-holdet, lærte jeg ham at kende. Vi kom fra start af godt ud af det med hinanden. Han gav mig gode råd til, hvordan jeg som offensivspiller skulle placere mig i feltet. Det er jeg meget taknemlig over i dag,« siger Thomas Müller.

Gerd Müller i aktion for Vesttyskland under VM i 1974.
Gerd Müller i aktion for Vesttyskland under VM i 1974. Foto: Action Images / MSI
Vis mere

I Bayern München har man i et stykke tid vidst, at Gerd Müller var syg, men det er blevet holdt hemmeligt. At klubben nu har offentliggjort det, skyldes at han i begyndelsen af november fylder 70 år - klubben har på det seneste modtaget mange henvendelser om, hvordan det skal fejres. Derfor har klubben valgt at melde det ud.

Gerd Müller har siden februar boet på et plejehjem.

»Jeg har altid betragtet Gerd som et storartet menneske. Han målkvote vil aldrig blive matchet i Tyskland. Han er utroligt beskeden, og han har aldrig gjort noget stort nummer ud af sig selv. Gerd er et af de hjerteligste mennesker, jeg kender. Han har altid taget venligt imod enhver fan og har opfyldt alle autografønsker,« siger Thomas Müller.