Bayern München spillede lørdag aften 0-0 ude mod de nærmeste rivaler, Borussia Dortmund, men efter kampen havde mestrenes træner, Josep Guardiola, noget at forklare Bayerns Joshua Kimmich.

Det uafgjorte resultat mod Borussia Dortmund var umiddelbart mest til Bayern Münchens fordel. Alligevel så det ud som om, Bayen-træner Guardiola var utilfreds med et-eller-andet.

Han tog 21-årige Joshua Kimmich til side og fortalte midtbanespilleren - der i lørdagens kamp spillede midterforsvarer - nogle ting i det meste af et minut. Og at dømme ud fra billederne var der et og andet, Bayerns spanske træner var utilfreds med.

Josep Guardiola ville bagefter ikke afsløre, hvad det var han sagde. Men ifølge ham selv var han ikke så utilfreds endda.

»Jeg elsker Joshua Kimmich. Den dreng kan nå hvad-som-helst,« sagde Josep Guardiola efter kampen ifølge DW Sports.

»Han har det hele. Han vil lære, og han har lidenskaben. Når jeg taler med Joshua Kimmich, siger jeg kun gode ting. Jeg vil ikke have, at folk giver sig til at sige, at han ikke kan spille i forsvaret,« sagde Josep Guardiola.