Deutschland fußballmeister, Deutschland fußballmeister, Deutschland fußballmeister ................. F.C.B. - Hey!, Hey!, Hey!, Hey!, Hey!

Sådan gjaldede det fra lægterne, da de tyske giganter Bayern München lørdag aften genvandt det tyske mesterskab efter bare 31 kampe med en sejr ude over Wolfsburg.

Bayerns nye cheftræner, 57-årige Carlo Ancelotti, med flere Champions League-sejre på cv'et, erstattede spanske Pep Guardiola i sommer. Italieneren skulle være manden, der endelig skulle bringe Champions League-titlen hjem til Tyskland. I stedet endte det i et par rædselsuger for den erfarne italiener, efter at klubben først røg ud af kvartfinalen i Champions League til Real Madrid og i onsdags tabte pokalsemifinalen til rivalerne fra Dortmund.

Alt det havde Bayern München nok glemt lørdag aften, hvor Bundesligaens andenplads og førsteudfordrer til Bayern München, RB Leipzig, med Yussuf Poulsen spillede 0-0 med Ingolstadt. Det åbnede op for, at Bayern München med en sejr ude mod Wolfsburg kunne hente sit 27. tyske mesterskab i klubbens 117 års historie og få et lille plaster på såret i sæsonen.

Og der gik ikke længe, før øllene kunne begynde at flyde over hos tilskuerne. Venstreback David Alaba satte mesterskabsfejringen i gang efter bare 18 minutter, da han eminent drejede et frispark i hjørnet af målet. Og så kunne de tyske schlagere begynde at gjalde fra de medrejsende fans.

Klubbens topscorer, Robert Lewandowksi, scorede til 2-0 efter 36 minutter. Thomas Müller serverede den for fødderne af polakken på kanten af feltet, hvor han nemt kunne dreje den ind bag Koen Casteels i Wolfsburg-målet.

Og lige før pausen kopierede Bayern opskriften fra 2-0-målet, da nyerhverede Kingsley Coman fandt - hvem ellers - Lewandowksi i feltet, der lagde den fint ind i mål. Det var den 28. sæsontræffer for Lewandowski, der dermed ligger nummer et på topscorerlisten med Dortmunds hurtigløber, Pierre Emerick Aubameyang, lige efter på 27 mål. I alt har Lewandowski scoret imponerende 45 gange i sæsonen.

Hollandske Arjen Robben, tyske Thomas Müller og unge Joshua Kimmich lukkede kampen med 4-0, 5-0 og 6-0, efter et rødt kort til Wolfsburgs Luis Gustavo.

Dermed hentede Bayern München sit femte mesterskab i træk. En bedrift, der aldrig er sket før i Bundesligaens 54 års lange historie. En historie, som Bayern München har sat et markant aftryk på, hvor klubben har vundet halvdelen af alle de sæsoner, som Bundesligaen har eksisteret i.

Med det tyske mesterskab fik klubmand og anfører med 515 kampe for Bayern München, Philip Lahm, 33 år, og spanske Xabi Alonso, 35 år, begge to en fin afsked med klubben, da de begge stopper karrieren efter sæsonen.

Inden kampen håbede Philip Lahm opså på, at han kunne sige farvel med guld om halsen.

»Jeg har aldrig spillet fodbold for at slå rekorder, men fordi, jeg ville være succesfuld. At vinde titlen ville være den perfekte afsked for mig. Men det er ikke givet,« sagde han inden kampen ifølge Kicker.

Cheftræner Carlo Ancelotti har dermed vundet mesterskabet i fire af de fem største ligaer og lande. I 2004 vandt han Serie A med Milan. I 2010 vandt han Premier League med Chelsea. I 2013 vandt han Ligue 1 med Paris Saint Germain og nu i 2017 Bundesligaen med Bayern München. Derudover har Carlo Ancelotti vundet Champions League tre gange - to gange med AC Milan og en enkelt med Real Madrid.

Foto: Fabian Bimmer
Vis mere

Bayern München kan dermed gå på sommerferie, selv om der mangler tre kampe i sæsonen, da holdet som nævnt både er slået ud af Champions League og den hjemlige pokalturnering.