Pierre Emile Højbjerg har ikke besluttet, om han i fremtiden vil tørne ud for Danmark eller Frankrig.

17-årige Pierre Emile Højbjerg er godt på vej til en stor fodboldfremtid. Danskeren er netop rykket op i den tyske storklub Bayern Münchens førsteholdstrup, hvor han ligner fremtidens mand.
Umiddelbart godt nyt for det danske landshold, hvis det da ikke lige var for Højbergs franske pas.

- Jeg har et fransk statsborgerskab og tænker ikke på, hvad jeg skal vælge, hvis muligheden skulle byde sig. Om hvorvidt jeg skal vælge det danske eller franske landshold er ikke noget, jeg har taget stilling til, siger Pierre Emile Højbjerg til fcbayern.dk.

Tidligere udtalte landstræner Morten Olsen til sporten.dk, at han regnede med en dansk landsholdsfremtid for Pierre Emile Højbjerg.

- Det er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på, men det er heldigvis oftest hjertet, man vælger ud fra. Indtil nu har han jo valgt Danmark, lyder det fra Morten Olsen.

Pierre Emile Højbjerg har 27 ungdomslandskampe på cv'et .