Bayern München er klar til superfinale i DFB Pokal mod Borussia Dortmund efter sejr i straffesparks-konkurrence mod Borussia Mönchengladbach.

Der måtte 30 minutters ekstra tid og straffespark til, før det stod fast, at Bayern München bliver Borussia Dortmunds modstander i den tyske pokalfinale i Berlin den 12. maj. Brasilianske Dante, der sættes i forbindelse med netop Bayern München, skød over på det sjette straffespark i konkurrencen, og norske Håvard Nordvelt sendte det næste på Manuel Neuer, så Bayern efter 120 minutters målløst spil kunne rejse hjem med en straffesejr på 4-2 ”Wir fahren nach Berlin”, sang de jublende vindere efter den spændende, men ikke specielt velspillede finale Bayern havde de første chancer, og burde være kommet foran, men Toni Kroos ramte allerede efter syv minutters spil stolpen. Arjen Robben havde også en kæmpechance, før der blev fløjtet til halvleg, men det var tydeligt, at de to hold havde en enorm respekt for hinanden. Bayern for Borussia efter 3-1 nederlaget samme sted i januar samt 0-1 nederlaget tidligere på sæsonen i München, og Borussia for Bayern efter de 20 scoringer, som Bayern-holdet har lavet i de tre seneste kampe. Borussias blot 19-årige målmand Marc-Andre ter Stegen gav endnu en gang beviser på, at han er førstekandidat til pladsen som tredjemålmand på det tyske EM-hold. Den tidligere FCK´er Oscar Wendt, der var på midtbanen, blev taget ud efter en times spil efter en nydelig indsats. Marco Reus, der efter denne sæson skifter fra Borussia Mönchengladbach til Borussia Dortmund for 130 millioner kroner , havde chancen seks minutter før tid, men landsholdsmålmand Manuel Neuer var hurtigt ude i Reus. Og så var det ellers i gang med overarbejdet for spillerne. I de 30 minutter pressede Bayern, men det blev kun til et enkelt farligt forsøg fra Arjen Robben. Men Marc-André ter Stegen var lysvågen.