Det kører slet ikke for Manchester United og storklubbens nye manager, José Mourinho. De røde djævle har ikke vundet en Premier League-kamp i en måned, og senest blev det til et knusende 0-4-nederlag ude mod Chelsea.

Men nu er der gode råd på vej. Og de kommer fra en overraskende kant.

For verdens bedste målmand, Bayern Münchens Manuel Neuer, har nemlig opskriften på vejen ud af krisen for den portugisiske manager. Han forslår Mourinho at tage Bastian Schweinsteiger til nåde i United. Den rutinerede midtbanespiller, der kom til Manchester sidste sommer, er indtil videre blevet ignoreret af Mourinho, der har sat den tyske playmaker til at træne for sig selv.

»Jeg håber virkelig, at Bastian snart bliver taget i betragtning,« sagde Neuer tirsdag på en pressekonference ifølge Daily Mail.

»Vi ved alle, at han er en af de bedste midtbanespillere i verden. Han hører til på Manchester Uniteds midtbane og bør ikke træne individuelt.«

32-årige Schweinsteiger nægtede at forlade den engelske storklub i sommer-transfervinduet, da han er fast besluttet på at bevise, at Mourinho tager fejl.