Bayern München så længe ud til at skulle slippe fra Barcelona med et fint udgangspunkt, men tre mål inden for det sidste kvarter betyder, at tyskerne nu skal på en meget svær opgave i returkampen.

Den tyske storklub har dog allerede vist en gang, hvordan man vender et dårligt udgangspunkt til samlet sejr. Det skete i kvartfinalen, hvor man tabte 1-3 i Porto, men avancerede en storsejr på 6-1 på hjemmebane.

»Vi så mod Porto, at det aldrig er umuligt, men nu spiller vi mod et andet hold. Vi så i dag, at vi ikke skabte mange chancer, men man skal aldrig sige aldrig. Vi er nødt til at tro på det,« siger Manuel Neuer til BBC.

Bayern Münchens Thomas Müller var efter kampen chokeret over, at det gik så galt, som det gjorde, men også han nægter at give op.

»Jeg følte, at vi var fint med i kampen, og jeg havde ikke indtrykket af, at vi skulle tabe 0-3. Men vi skal sørge for, at vi ikke indbyrdes sender sorteper videre. Vi er Bayern, og vi holder humøret oppe, «siger Thomas Müller til BBC og fortsætter:

»Nu er det ligesom i Porto-kampene. Det forventes ikke, at vi gør det, men vi vil gør alt, hvad vi kan igen på tirsdag. Men det vil være en sensation, hvis vi kommer i finalen.«

Kampens tre mål blev sat ind af Neymar og to gange Lionel Messi. Returkampen spilles på Allianz Arena i München på tirsdag.