Pierre-Emile Højbjerg kan gå en stor sæson i møde i Bayern München. Forholdet til træner Pep Guardiola er tæt, og den spanske chef har afvist flere bud på sin danske guldfugl, som ser ud til at få en større rolle hos de tyske mastodonter i næste sæson.

Den danske midtbanespiller har med blot en enkelt venskabskamp spillet sig op som et vigtigt alternativ til midtbanen på det danske landshold, men det kræver spilletid i Bayern München i den kommende sæson, og meget tyder på, at sydtyskerne har store forventninger til deres danske guldæg.

Højbjerg har nemlig haft en sommer, hvor hans navn har været på blokken i flere klubber, men en efter en er de blevet afvist af Bayern München, der ikke vil slippe danskeren.

- Vi ved, at der har været klubber ude efter ham, men Bayern har helt fra start sagt, at der ikke var nogen chance for at købe ham fri. Et lejemål har der også været mulighed for, men det valgte Bayern også at takke nej til. De har talt meget om hans fremtid, og begge parter har besluttet, at Bayern er det rette sted nu. Det er et godt tegn for Højberg, siger journalist David Verhoff, der dækker Bayern München tæt for den store tyske avis Bild.

Vejen til startopstillingen er blevet noget mindre befolket med salget af Toni Kroos til Real Madrid, men det er ikke forventet, at der vil komme en ny central midtbanespiller til klubben. I opstarten har Pierre-Emile Højbjerg lukreret på de mange VM-spilleres forlængede sommerferie, og Højbjerg har spillet begge Bayerns første to træningskampe fra start.

Her skal han spille sig endnu mere ind i Guardiolas overvejelser.

- Det er en stor chance for ham. Højbjerg får hele opstarten med i denne sæson, og det er en god mulighed for at spille de første testkampe. Han spillede fra kampens start senest, hvor han spillede en del af tiden på Kroos-positionen og den anden del af tiden på Lahm-positionen, siger Verhoff.

Guardiola pønser på at gøre venstre backen David Alaba til central midtbanespiller, som han også har gjort det med Philipp Lahm. Alaba spillede den position i starten af sin Bayern-tid, men blev omskolet til back af Louis Van Gaal. Nu kan han vende tilbage, da Bayern har købt Juan Bernat i Valencia til backpositionen, og det vil give samme konkurrencesituation for Højbjerg.

Men han skal ikke frygte for manglende tillid.

- Han kommer til at få mere spilletid i denne sæson, end han fik i sidste sæson. Det er der ingen tvivl om. Om han kommer i startelleveren, ved jeg ikke, men det tror jeg nu ikke. Guardiola er stor fan af Højbjerg, og Bayern tror meget på ham, siger Verhoff.