Kampen mellem Bastia og Lyon er udsat, efter Lyon-spillere er blevet angrebet af tilskuere.

Bastia. Søndagens fodboldkamp i den franske liga mellem Bastia og Lyon er blevet udsat efter tilskueruroligheder.

Allerede under opvarmningen blev banen invaderet af omkring 50 Bastia-fans, der angreb Lyons spillere, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sikkerhedsfolk hastede til banen, hvor alt var kaos, og Lyon-spillerne flygtede til omklædningsrummet.

Udeholdets spillere havde ingen intentioner om at forlade omklædningsrummet, men kom til sidst tilbage på banen, hvor kampen blev fløjtet i gang med mere end 50 minutters forsinkelse.

Imidlertid blev banen på ny invaderet af tilskuere i slutningen af første halvleg, og så opgav man at spille videre på dagen.

Det er anden gang i denne uge, at Lyon er impliceret i en kamp med voldsomme uroligheder.

Torsdag lagde Lyon selv stadion til urolighed, da Besiktas var på besøg i Europa League-kvartfinalen.

Også her blev kampen udsat mere end 45 minutter på grund af blandt andet baneinvasion og bomber på tilskuerpladserne.

Her blev kampen dog spillet til ende med en 2-1-sejr til hjemmeholdet.

Søndagens ligakamp blev afbrudt ved stillingen 0-0.

/ritzau/