QPR-stjernen Joey Barton afslører nu på Twitter, at han er tilbage til møder hos Anonyme Alkoholikere

Joey Barton er kendt for at have et hidsigt temperament på fodboldbanen. I løbet af karrieren er det således blevet til adskillige røde kort, reprimander fra trænere og fængselsdomme til den iltre englænder, som senest den 2. februar måtte forlade banen i utide, da han fik sig et rødt kort i Premier League.

Helt galt gik det dog under en bytur i juledagene i 2007, hvor han i beruset tilstand overfaldt en ung mand. Barton var fuld, og som led i den efterfølgende strafudmåling blev han sendt i behandling for sit alkoholmisbrug, hvilket Barton siden har sagt, havde hjulpet ham til at stoppe, og han lovede samtidig, at han fremover ville holde sig fra alkohol.

Det ser desværre for Barton ud til, at det ikke er lykkedes ham at lægge problemerne på hylden. I hvert fald har han via Twitter netop meldt ud, at han igen går til møder hos gruppen Anonyme Alkoholikere. Således skrev han følgende på sin profil i aftes:

- På vej til møde i AA og derefter tilbage og se NFL, skrev han, hvorefter andre brugere spurgte ind til, hvad Barton mente:

- AA = Anonyme Alkoholikere, skrev han som svar og uddybede, at han meldte sit AA-engagement ud til offentligheden, fordi han håbede, det ville hjælpe andre med at opsøge hjælp for deres alkoholproblemer.

Joey Barton skifede før denne sæson fra Newcastle til QPR.

tipsbladet.dk