André Gomes og FC Barcelona har indgået en femårig kontrakt, som sender Gomes fra Valencia til mesterholdet.

Barcelona. Den portugisiske midtbanespiller André Gomes har nu papir på sin fremtid i FC Barcelona.

Storklubben offentliggjorde for nylig, at man var blevet enig med Valencia om et klubskifte for den portugisiske landsholdsspiller, og nu er kontrakten underskrevet, meddeler nyhedsbureauet Reuters.

André Gomes har indgået en femårig kontrakt, og ingen af fodboldklubberne meddeler noget om prisen på spilleren.

Ifølge den spanske sportsavis Marca betaler Barcelona 50 millioner euro (cirka 372 millioner kroner) for den 22-årige spiller, der har optrådt for Valencia de to seneste sæsoner.

André Gomes var med til at vinde guld for Portugal ved sommerens EM-slutrunde, hvor han fik spilletid i fem ud af Portugals syv kampe i turneringen.

Gomes er Barcelonas fjerde indkøb før den kommende sæson. Han følger efter Samuel Umtiti, Lucas Digne og Denis Suarez som nye spillere i klubben.

Ud over kontraktlængden til André Gomes kunne Barcelona også komme med en anden nyhed onsdag.

Den argentinske terrier Javier Mascherano har trods rygter om det modsatte valgt at blive i klubben, hvor han har fået sin kontrakt forlænget, så den gælder frem til sommeren 2019.

/ritzau/