Barcelona fik en perfekt start på lørdagens topopgør i den spanske liga mod Real Madrid, da Neymar efter bare tre minutters spil udnyttede en flot aflevering fra debutanten Luis Suarez og sparkede en 1-0-føring i nettet. Alligevel var de langt fra sejren i El Clasico.

Først udlignede Cristiano Ronaldo på straffespark og siden gjorde Pepe og Karim Benzema det til 2-1 og 3-1. Nederlaget var samtidig det første til FC Barcelona i denne sæson - men det til trods var holdets cheftræner, Luis Enrique, rimelig afklaret efter kampen:

- Nederlag er en del af fodbold og er noget, du lærer af. Vi havde vores chance, men vi lavede fejl, som vi nu skal analysere. Madrid spillede godt, og de vandt fortjent, sagde Enrique, der noget overraskende gav Suarez chancen fra start.

Udover landskampe havde den tidligere Liverpool-spiller ellers ikke spillet fast, siden han for 123 dage siden bed Italiens Giorgio Chiellini i skulderen. Og udover assisten til 1-0-målet var Suarez faktisk tæt på at lave endnu en assist - men fra helt fri position i det lille felt brændte Lionel Messi på det skammeligste. Enrique var da også ovenud tilfreds med debutantens præstation:

- Jeg fortryder ikke, at Suarez startede inde. Han gjorde det rigtig godt, og faktisk bedre end jeg havde forventet.

Luis Suarez selv var også tilfreds:

- På taktikmødet to timer før kampen fik jeg at vide, at jeg skulle starte inde. Jeg følte mig tilpas, men var klar over, at jeg ikke kunne spille 90 minutter, sagde han og forsøgte at nedtone nederlagets betydning:

- Den her gruppe har oplevet værre ting. Vi fører stadig, og vi vil fortsætte med at arbejde hårdt.