Barcelona og Real Madrid kan sammen med fem andre klubber blive hivet i retten. Klubberne skulle efter sigende have modtaget ulovlig statsstøtte.

Det er den spanske udenrigsminister, Manuel Garcia Margallo, der oplyser dette. Han siger, at begrundelsen for at hive de syv klubber i retten vil blive offentliggjort i Bruxelles onsdag, men at det vil tage mange måneder, før undersøgelserne er færdiggjort og eventuelle sanktioner iværksat.

Udover Barcelona og Real Madrid er også Osasuna, Athletic Bilbao, Valencia, Elche og Hercules i myndighedernes søgelys.

De fire første klubber er ejet af deres medlemmer, og det giver dem nogle skattefordele, der ikke er i overensstemmelse med skattereglerne i EU. For Real Madrids vedkommende er det imidlertid ikke kun skattefordele, det drejer sig om. Klubbens træningsfaciliteter i Valdebebas vil også blive undersøgt nærmere.

Undersøgelserne inkluderer ligeledes Athletic Bilbao, der efter sigende har fået fordele, der er opstået som følge af et nyt stadionbyggeri, hvor de skulle have modtaget ulovlig støtte, men det vil de snarligt igangsatte undersøgelser afgøre.

Med hensyn til Valencia, Elche og Hercules vil det blive undersøgt, om klubberne har modtaget ulovlig støtte i form af regionale lån og bankgarantier. Alle tre klubber har kæmpet med økonomien, men alligevel mener EU-kommisionen, at de har draget en ulovlig fordel.

Spaniens udenrigsminister Margallo benægter, at klubberne har gjort noget ulovligt:

- Klubberne har ikke brugt nogle EU-regler, og den spanske regering støtter selvfølgelig klubberne i denne sag, som er opstået, siger Margallo.

Regeringen har nu én måned til at modbevise beskyldningerne om urent spil, og i følge udenrigsministeren vil der blive afsat store ressourcer til at modbevise EU-kommisionens anklager:

- Regeringen vil kæmpe til den bitre ende for at forsvare klubberne. Det er jo en del af det spanske varemærke, siger Margallo.