Da en ung Xavi tog skridtet fra FC Barcelonas ungdomsrækker til førsteholdet omkring årtusindskiftet, skete det under den bombastiske hollænder Louis van Gaals vinger. Over 15 år senere er spanieren i qatarisk fodbold, mens Louis van Gaal er manager for Manchester United.

I sin lange Barcelona-karriere vandt Xavi alt, der er værd at vinde. Nu tror han på, at hans tidligere læremester kan vinde titler med Manchester United, der siden Sir Alex Fergusons afgang har sukket efter succes. I skrivende stund er holdet treer i Premier League.

»Ja, selvfølgelig,« siger 35-årige Xavi adspurgt, om van Gaal henter trofæer til United. »Men jeg tror, han skal have tid til at tilpasse sig«.

»Sidste år havde han en god sæson og kvalificerede holdet til Champions League og han vil bare fortsætte, fordi han er en fantastisk manager,« vurderer Xavi.

Louis van Gaal er foruden sine store resultater som træner i Ajax, Barcelona og Bayern München kendt for sin intimiderende facon over for pressen, der ifølge Xavi ikke helt anerkender, hvor dygtig en motivator hollænderen er.

»Som manager er han måske lidt undervurderet i medierne, men i omklædningsrummet - for spillerne - er han en fantastisk manager,« siger Xavi til Eurosport.