Tito Vilanova er igen på træningsbanen - kun to uger efter en operation for kræft.

Tito Vilanova er tilbage på jobbet i Barcelona som førstkommanderende. 

Barcelona-træneren har lidt af tilbagevendende kræft i sine spytkirtler og har på det seneste været væk, fordi han skulle opereres.

Men kun to uger efter operationen var den 44-årige Barcelona-chef atter trukket i arbejdstøjet, da han i morges dukkede op på træningsanlægget La Mesia og hilste på sine spillere frem mod søndagens rivalopgør mod bysbørnene fra Espanyol.

- Vilano, som blev indlagt efter sin operation 20. december, kom i dag til træning og hilste på spillerne, der var ude at træne i morges, skriver klubben på sin hjemmeside.

Barcelona-præsidenten, Sandro Rosell, har tidligere forklaret, at man ikke forventede Tito Vilanova tilbage på arbejde før engang i midten af januar, men allerede nytårsaften var der rygter fremme om en Vilanova i stærkt fremgang.

Således lagde Tito Vilanovas søn, Adria, et billede med sin far fra en paddlekamp - en anderledes form for tennis - op på twitter med teksten:

- Godt nytår til alle. Jeg fyrede året ind med et spil paddle med en speciel person, skrev Adria.

Med Tito Vilanova ved roret i næsten alle kampe har Barcelona været nærmest urørlige indtil videre i denne sæson - klubben fører La Liga med ni point ned til Atlético Madrid efter 16 sejre og en uafgjort. Der er spillet 17 kampe, før man i weekenden tager hul på kampene efter juleferien.