FC Barcelonas nye træner, Ernesto Valverde, afviser, at Neymar skulle være på vej til PSG.

Efter flere dage med tiltagende rygter om en mulig gigahandel, afviser FC Barcelonas træner, Ernesto Valverde, nu, at Neymar skulle på vej væk fra klubben.

Den franske storklub PSG har ellers været meldt interesseret i den brasilianske stjerne, der har en svimlende høj frikøbsklausul på omkring 1,5 milliarder danske kroner.

»Neymar er hos os, og vi ønsker helt klart, at han skal blive. Resten er bare rygter,« siger den nye Barca-træner ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vi er i en tid med mange rygter,« tilføjer spanieren.

Neymar lagde fredag et billede op på det sociale medie Instagram, hvor han ligger på en fodboldbane i en eftertænksom positur.

Mange har spekuleret i, at billedet kan indikere et skifte væk fra Barcelona, og tre PSG-spillere har også tilkendegivet, at de synes godt om brasilianerens opslag.