Ny sæson, nyt look.

Efter en sæson, der for Lionel Messi sluttede på hjerteskærende vis med et argentinsk finalenederlag i Copa America, er superstjernen tilbage i støvlerne igen. Og det i en udgave, som i den grad vækker opsigt.

Da FC Barcelona mandag rejste fra Catalonien til England, hvor de indleder forberedelserne til den kommende sæson, var det med en Messi med lyst på toppen. Væk er den normale sorte hårpragt, der har fået en ordentlig tur med farveladen i frisørstolen. En makeover som holdkammeraten Luis Suarez tilsyneladende har godkendt.

FC Barcelona er taget til de britiske øer, hvor de fra d. 25-30. juli har booket sig ind på The National Football Centre på St George's Park lidt uden for Birmingham. Herfra tager holdet videre til Dublin, hvor de d. 30. møder Erik Sviachenkos Celtic, inden der venter kampe mod Kasper Schmeichels Leicester (d. 3. august), Liverpool (d. 6. august) og Sampdoria (d. 10. august). Sidstnævnte vil blive spillet hjemme i Barcelona.

For FC Barcelona bliver disse kampe afsættet til en sæson, der skal sende dem tilbage på den europæiske trone efter sidste års skuffende kvartfinalenederlag til Atletico Madrid i Champions League. En turnering, der i øvrigt endte med de evige rivaler Real Madrid som vinder.

Og det bliver med alt at dømme med en både blond og motiveret superstjerne som kransekagefigur. Som Viasats Spanien-korrespondent Luna Christofi tweetede tidligere mandag var Lionel Messi egentlig bevilget en uges ekstra ferie som kompensation for deltagelsen i Copa America tidligere på ugen, men i stedet for at hvile stængerne i residensen, hoppede den argentinske verdensstjerne mandag med på flyet for at tilslutte sig holdkammeraterne.

 St Georges Park National Football Centre, Burton-upon-Trent - Lionel Messi træner med holdkammeraterne
St Georges Park National Football Centre, Burton-upon-Trent - Lionel Messi træner med holdkammeraterne Foto: Darren Staples
Vis mere

Derfor kunne Lionel Messi lufte sit nye hår på det engelske græs mandag aften til det første spæde skridt mod endnu en sæson. En sæson, der - hvis alt går som det plejer - byder på bunker af mål, rekorder og titler. Spørgsmålet er så bare, om plejer nu er død. Nu er Messi nemlig blond.