Balotellis EM-forvandling

Mario Balotelli kom til slutrunden med en rodet optakt på sit klubhold. Hans slutrunde startede på samme måde tvivlsom og uskarp, men nu kan han blive EMs topscorer og sikre Italien det første europamesterskab siden 1968.

To aktioner ved EM siger det meget godt - at Mario Balotelli er gået fra en helkikser til en potentiel slutrundetopscorer.

I Italiens første gruppekamp for små tre uger siden har han en friløber ved stillingen 0-0. Han dribler mod Spaniens mål fra kanten, og fodbold-Europa tager en dyb indånding. Nu kan målet komme, nu kan han sende Italien foran mod de reagerende europa- og verdensmestre.

Men ubegribeligt nok sætter Mario Balotelli farten ned, fumler med bolden og bliver indhentet af Sergio Ramos. Tacklingen - og helkikseren - er en realitet.Og Balotelli bliver skiftet ud.

Den anden aktion understreger, hvorfor han trods eskapader uden for og dumdristige aktioner inden for banen har sin plads blandt de allerbedste angribere i Europa lige nu. Det er hans mål nummer to i semifinalen mod det Tyskland, som så mange troede skulle være europa-mestre.

Balotelli får en lang bold af Riccardo Montolivo, men har tyskernes forsvarsstjerne Philip Lahm tæt på sig. Elegant tager Balotelli bolden ned i en vending og et træk væk fra den tyske anfører, og fra kanten af feltet banker han bolden ind bag en sagesløs Manuel Neuer. Balotellis tredje mål ved slutrunden, og Italien er i finalen.

Optakten til EM var dog noget turbulent for den kun 21-årige Manchester City-angriber.

I en ligakamp på udebane mod Arsenal laver Balotelli to hovedløse forseelser mod Arsenals Sagna, og må kort før tid gå fra banen med et rødt kort og to spilledages karantæne. City taber kampen og er otte point efter rivalerne United i mesterskabsstriden.

City-chef Roberto Mancini, der tog stortalentet med sig fra italienske Inter i sommeren 2010, har fået nok og forsoner sig med Carlos Tevez, som ellers har været i unåde hos den italienske manager. Argentineren overtager Balotellis plads på holdet.

AGF-træner Peter Sørensen mener, at Mancini gjorde godt i at håndtere Balotelli sådan.

- Som træner kan man vælge at signalere - enten eksplicit gennem samtaler eller eksemplets magt - hvad man ikke vil acceptere. Så skal man møde den enkelte spiller der, hvor han er, siger Peter Sørensen.

Men, men. Balotelli kommer tilbage. I sæsonens døende minutter er han manden, der elegant spiller Sergio Aguëro fri, så argentineren kan score og sikre City mesterskabet for første gang siden 1968.

Samme år vandt Italien sidst EM, og det kan meget vel blive Balotelli, der sikrer Italien europa-mesterskab nummer to, når pastadrengene møder Spanien i finalen. Samtidig er han den eneste tilbageværende spiller i turneringen, der har scoret tre mål. Altså kan han meget vel blive EMs topscorer i morgen aften.

Det vil ikke overraske Keld Bordinggaard, der som U21-landstræner i 2009 havde glæden af et møde med Balotelli og et af hans frisparksmål på Farum Park, da Italiens U21-landshold slog Danmark 4-0. Bordinggaard siger:

- Som andre store spillere har han behov for at plante sit fingeraftryk i de helt store turneringer. Det er gået op for ham, at hvis han vil være lige så stor i andres øjne, som han er i sine egne, så skal han stråle ved slutrunderne. Det er han i gang med at gøre nu.

Læs også:

Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08