Mario Balotelli tog på bar natten før Tottenham-kampen, og Manchester City er nu åben for bud. Radamel Falcao er udset til at afløse ham.

Manchester City har før været den mest omtalte klub i et transfervindue, og til januar kan den meget vel blive det igen. En angrebsrokade kan nemlig være på vej hos de engelske mestre. En angrebsrokade der involverer to af tidens mest omtalte angribere.

The Sun citerer i dag et øjenvidne for at have set Balotelli udenfor baren Panacea i Manchester klokken to om natten dagen før kampen mod Tottenham søndag eftermiddag. Balotelli havde godt nok allerede fået at vide, at han ikke var i truppen og brød dermed ikke Citys regler, men episoden har angiveligt undret klubledelsen, da City kunne have fået brug for Balotelli, hvis Carlos Tevez, Sergio Agüero eller Edin Dzeko var blevet syg op til kampen.

Derfor skulle Manchester City nu også være klar til at lytte til januarbud på Balotelli, som de to Milano-klubber Inter og AC Milan notorisk er interesserede i at bringe tilbage til Italien.

Manchester City har også allerede udset sig Mario Balotellis afløser, og ikke overraskende er der tale om Atléticos Madrids hotte colombianer Radamel Falcao, der har scoret 49 mål i 60 kampe for den spanske klub. Klubben skulle være klar til at byde over 400 millioner kroner for Falcao. Et bud der overgår det beløb, City sendte til Atlético for halvandet år siden, da Sergio Agüero blev det dyreste indkøb i klubbens historie.

Mario Balotelli overværede Manchester Citys kamp mod Tottenham fra tilskuerpladserne og kunne se sine angrebskonkurrenter Agüero og Dzeko lave de to mål i 2-1 sejren.

tipsbladet.dk