Den altid kontroversielle Mario Balotelli formåede endnu en gang at stjæle opmærksomheden ved at stille op til fotografering, da to fans løb på banen under AC Milans træningskamp mod Manchester City.

- Why always me?

Skriften på Mario Balotellis undertrøje var ikke til at tage fejl af, da han løftede op i spilledragten som en del af fejringen af sit mål mod Manchester United i 2011. Det klare budskab fra den daværende Manchester City-spiller var, at han ikke kunne forstå, hvorfor det altid er ham, der havner på forsiden af alle aviser.

I søndagens træningskamp mod sin tidligere arbejdsgiver gav Milan-stjernen et svar på spørgsmålet.

Midtvejs i anden halvleg løb to fans på banen. I stedet for at afvise de to baneløbere poserede Mario Balotelli foran de to smartphones, inden sikkerhedsvagterne på Heinz Field i Pittsburgh, der normalt er hjemmebane for NFL-holdet Pittsburgh Steelers, fik fjernet de ubudne gæster fra grønsværen.

Den ene af de to baneløbere lagde efterfølgende billedet op på det sociale medie Twitter.


Manchester City smadrede i øvrigt Balotelli og Milan med 5-1.