Når to af de største klubber nogensinde i europæisk fodboldhistorie onsdag aften tørner sammen i Champions League, kan det meget vel blive uden et af nutidens største navne. Walisiske Gareth Bale, der regnes for den dyreste fodboldspiller nogensinde, er tvivlsom på grund af en overbelastet muskel i området omkring ballerne, når Liverpool får besøg af Real Madrid.

25-årige Bale sad på bænken hele kampen, da Real Madrid i lørdags kørte Levante midt over og vandt 5-0 på udebane.

- Efter at Real Madrids  lægesektor har testet Gareth Bale, er han blevet diagnosticeret med en muskelskade i den højre pyramidalis-muskel. Hans fremskridt vil blive overvåget, lyder det i en officiel meddelelse fra den spanske storklub.

Der er ikke anført noget tidspunkt, hvor man forventer, at Bale er spilleklar igen, og derfor må han både regnes som tvivlsom til Champions League-opgøret mod Liverpool såvel som weekendens El Clasico-opgør hjemme mod Barcelona.

Bale var dog i stand til at spille to gange 90 minutter for Wales i de to EM-kvalifikationskampe mod Bosnien og Cypern den 10. og den 13. oktober, inden han blev meldt skadet.

Indtil nu har Bale spillet 12 kampe for Real Madrid i denne sæson, hvor han umiddelbart ser betydeligt større og stærkere ud end hidtil.

I Champions League har det spanske storhold foreløbigt vundet begge deres kampe, mens Liverpool er kommet anderledes ujævnt fra start med en sejr og et nederlag.