Nicklas Bendtner fik kun få minutter på banen, da han og Wolfsburg slog CSKA Moskva på udebane i Champions League.

Der var ikke meget spilletid til danske Nicklas Bendtner i Rusland. Men selv om den danske angriber måtte følge stort set hele kampen fra bænken, klarede holdkammeraterne sagerne.

Således vandt Wolfsburg opgøret 2-0 og er stadig med i kampen om at gå videre fra det indledende gruppespil i pulje B.

Nicklas Bendtner kom på banen fem minutter før tid, men alligevel nåede danskeren at være farlig en enkelt gang, da han sendte bolden på stolpen.

Med Nicklas Bendtner på bænken var det op til andre at score Wolfsburgs mål mod CSKA Moskva. Og her hjalp hjemmeholdets målmand Igor Akinfeev til, da han fumlede bolden ind i eget mål efter 67 minutter.

Senere scorede den indskiftede angriber Andre Schürrle så kampens sidste og afgørende mål til 2-0.

Den anden kamp i Wolfsburgs pulje spilles onsdag aften klokken 20.45, når Manchester United møder PSV Eindhoven.