Et hidtil hemmeligholdt dokument vil ifølge norsk avis vise, hvordan et TV-selskab bestak sig til at få rettighederne til VM i fodbold.

Papiret har været holdt hemmeligt. Og hemmeligt. Og lidt mere hemmeligt.

Men nu kommer sandheden for en dag. Og den bliver ikke rar for fodboldens verdens-forbund (FIFA).

Retten i den schweiziske by Zug har ifølge den norske avis Dagbladet bestemt, at det hemmelige dokument kan offentliggøres.

Det er ganske vist sket før i andre retssale, men hver gang har FIFA anket afgørelsen. Det vil de ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP ikke denne gang.

- FIFA vil ikke anke denne afgørelse, da den stemmer overens med vores egen opfattelse, hedder det således nu i en udtalelse fra FIFA.

Det hemmelige dokument viser ifølge Dagbladet, at TV-selskabet International Sport & Leisure (ISL) bestak sig til en TV-aftale om VM i fodbold tilbage i halvfemserne. Og tidligere har selv FIFAs præsident, Sepp Blatter, gjort, hvad han kunne for, at dokumentet ikke skulle komme til offentlighedens kendskab.

Men Sepp Blatter har måtte ofre nogle af sine gamle venner for selv at fremstå i et renere lys.

Det hemmeligholdte dokument skulle således vise, at både Sepp Blatters forgænger, den nu oldgamle brasilianer Joao Havelange, og FIFA-bestyrelsesmedlem Ricardo Teixeira har modtaget bestikkelse fra ISL for at give selskabet TV-rettighederne til VM-slutrunderne i fodbold i 1990'erne. 

ISL gik konkurs i 2001. På daværende tidspunkt havde selskabet en gæld på langt over en milliard kroner.

Eneste forhindring for dokumentets offentliggørelse nu er, at der stadigvæk er andre, der kan anke afgørelsen fra retten i Zug. Det har de 30 dage til, men det sker næppe.