De forsvarende spanske mestre og Champions League-finalister, Atlético Madrid, er nu klar til komme Arsenal i forkøbet og købe Daniel Agger ud af dennes problemer med at komme på holdet i Liverpool. Det skriver Daily Express.

Ifølge den engelske avis netudgave har Atlético Madrid udset sig Agger som erstatning for Diego Godín, der er rygtet til Bayern München efter tyskernes profil Javi Martinez er blevet korsbåndsskadet. Også Daily Mail melder om den spanske interesse.

Liverpool har endnu ikke modtaget nogen officielle bud på den danske landsholdsanfører, men meldes villige til at sælge ham. Det skyldes købet af den centrale forsvarsspiller Dejan Lovren, der for nylig kom til klubben for 20 millioner pund, hvilket har skubbet Agger længere ned i hierarkiet i spillet om en plads i midterforsvaret. Ifølge forlydender fra engelsk presse skulle det have fået Daniel Agger til tårevædet at bede manager Brendan Rodgers om at blive solgt, da udsigten til at overhale Skrtel, Sakho og nu også Lovren ikke ser for god ud.

Der er generelt rift om de allerbedste centrale forsvarsspillere i dette transfervindue, og derfor kan der igen og igen lægges transfer-kabaler, hvor Daniel Agger passer ind. Han var på et tidspunkt en del af de kabaler, der blev lagt omkring Barcelonas behov for en ny mand i det centrale forsvar, men de endte med at hente Arsenals Thomas Vermaelen.

Det har til gengæld åbnet en plads hos Arsenal, der kun har tre centrale forsvarsspillere i førsteholdstruppen. Også her nævnes Daniel Agger som en mulighed.