Crystal Palace-manager Alan Pardew nævner Wolfsburgs Nicklas Bendtner som et muligt indkøb i januar.

Premier League-klubben Crystal Palace overvejer at hente den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner i Wolfsburg. Det oplyser manager Alan Pardew i et interview med South London Press. Pardew har dog en del forskellige angribere i kikkerten.

»Der er Adebayor (Emmanuel, red.) og et par andre navne, der har været fremme. Bendtner er en mulighed, og der er også andre, vi kigger på,« siger manageren

»Vi vil have en spiller, som passer ind i gruppen og giver os et løft. Det ville være dejligt at få en stor spiller ind, siger Pardew.

Nicklas Bendtner har efter halvandet år i Wolfsburg endnu ikke fået sit gennembrud i den tyske klub.

Crystal Palace indtager godt midtvejs i sæsonen ottendepladsen i Premier League.