Trods weekendens sejr over Atlético Madrid ser José Mourinhos fremtid i Real Madrid dyster ud

Rygterne har efterhånden svirret længe, og nu puster den spanske avis Marca til gløderne: José Mourinho er en færdig mand i Real Madrid. Ifølge avisen er forholdet mellem portugiseren og klubbens præsident Florentino Pérez efterhånden så dårligt, at et brud er uundgåeligt. Beslutningen om, at Mourinho stopper efter denne sæson, skulle således allerede være blevet truffet, skriver den spanske sportsavis, der er kendt for at være Real Madrid-venlig og have gode kilder i fodboldklubben.

Nyheden kommer i kølvandet på den franske avis Le Parisiens oplysninger om, at Paris Saint-Germains ejer, Qatar Investment Authority med Nasser Ghanim Al-Khelaifi i spidsen, har indledt forhandlinger med Mourinho om at overtage styringen i PSG. Sædet under den nuværende træner Carlo Ancelotti er brandvarmt efter weekendens nederlag til Nice, og den nuværende fjerdeplads i ligaen er langtfra tilfredsstillende for de arabiske storinvestorer.

Samtidig skriver flere medier, at den madrilenske stjerne Cristiano Ronaldo følger sin landsmand til den milliard-satsende franske hovedstadsklub.

José Mourinho forlængede i maj måned sin kontrakt med de spanske mestre til 2016.