Kristoffer Wichmann er ifølge Ekstra Bladet spilleren, som DBU i øjeblikket undersøger for matchfixing.

I starten af december bekræftede DBUs kommunikationschef Lars Berendt over for Politiken, at unionen var begyndt at efterforske et tilfælde af matchfixing, der går ind under den såkaldte niveau 2. Det betyder, at flere personer, der i forening spiller på bestemte udfald i kampe, som de selv er deltagere i, og for egen eller andres vindings skyld.

Nu skriver Ekstra Bladet, at sagen drejer sig om FC Vestsjællands anfører, Kristoffer Wichmann. Klubben ligger i øjeblikket i toppen af 1. division.

Avisen skriver desuden, at Wichmann har søgt hjælp hos Spillerforeningen.

- Vores medlem havde allerede hjælp fra advokater, da han kontaktede os. Det er meget alvorligt at blive anklaget for et eller andet med aftalt spil og matchfixing. Vores medlem afviser fuldstændigt at have foretaget sig noget ulovligt og mener, at hele sagen bygger på misforståelser og løse påstande. Han er selvfølgelig meget berørt af sagen, siger direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, til avisen.

Mads Øland vil dog ikke bekræfte, at der er tale om Kristoffer Wichmann.

tipsbladet.dk