Daniel Agger skal i den grad være desperat for at forlade Liverpool. Ifølge den engelske avis Daily Mirror brød den danske landsholdsanfører sammen i gråd efter et personligt møde med manager Brendan Rodgers, hvor han bad om at få mulighed for at forlade Liverpool.

Agger er tilsyneladende så utilfreds med udsigten til en sæson, hvor han står til at blive brugt som indhopper, hvis han overhovedet kommer med i truppen til kampene, at han ikke kan se nogen fremtid for sig i Liverpool.

Ifølge Mirror har danskeren under Liverpools forberedelsestur konfronteret Brendan Rodgers og med en følelsesmættet bøn have bedt om at få lov til at blive solgt. Agger skal have sagt, at han frygter, at han ikke kan vinde kampen om en fast plads i Liverpools startopstilling.

Læs også:  Chokskifte på vej - er det Aggers nye klub?

Efterfølgende skal Agger ifølge avisen være brudt helt sammen og måtte trøstes af truppens ældre medlemmer. Agger er kendt for sin store kærlighed til og sit dybe engagement i Liverpool, som han altid har sværget troskab. Få uger efter han havde fået tatoveret YNWA (You'll Never Walk Alone, red.) over sine knoer, skrev han i 2012 under på en ny kontrakt med Liverpool, og den udløber først i 2016. Han menes at skulle koste omkring 100 mio. kr. for en eventuel aftager.

Efter sammenbruddet blev den 29-årige forsvarer sendt hjem fra USA-turen og fik frie hænder til at forhandle med andre klubber. Her skulle Barcelona stadig være den klub, som danskeren håber at kunne indgå en kontrakt med.