Tyske BILD er angiveligt kommet i besiddelse af den 430 sider lange rapport, som advokat chefefterforsker Michael Garcia lavede i forbindelse med den formodede korruptionssag i forbindelse med tildelingen af VM-slutrunden i 2018 og 2022 til henholdsvis Rusland og Qatar.

Avisen skriver, at de har tænkt sig løbende at udgive afsløringer fra rapporten, der ifølge dem selv vil chokere fodboldverden.

Amerikanske Michael Garcia blev hentet ind af FIFA selv som chefefterforsker, da historier omkring korruption internt i fodboldorganisationen begyndt at rulle, efter Rusland og Qatar blev tildelt VM-slutrunderne tilbage i december 2010.

I september 2014 havde Garcia sin samlede rapport klar, i dag kendt som Garcia-rapporten, men den samlede rapport blev aldrig udgivet af FIFA. I stedet udgav de en forkortet version på 42 sider, der endte med at frifinde Rusland og Qatar for anklagerne om korruption. Samtidigt fik Garcia mundkurv på i forhold til at udtale sig om sin efterforskning, og han forlod arbejdet som chefefterforsker grundt FIFAs behandling af hans rapport.

Nu har BILD så angiveligt fået fat i rapporten, og de første afsløringer vil blive uddybet i den kommende tid. Men allerede nu har den tyske avis givet indikationer på, hvad rapporten angiveligt indeholder:

  • Før valget i 2010 blev tre af FIFAs eksekutivmedlemmer (der havde stemmeret i valget af værtsnationer, red.) fragtet i privatfly til en fest i brasilianske Rio inden valget.
  • Et af eksekutivmedlemmerne lykønskede Qatar med valgsejren. I en mail takker han også for overførslen af flere hundredtusinde euro, hvis formål er ukendt.
  • To millioner dollars blev fra ukendt overført til en 10-årig pige, der er datter af et af eksekutivmedlemmerne.
  • Blatters nærmeste forbindelse (hvis navn ikke fremgår endnu, red.) forsøgte at skaffe en aftale i Qatar til hendes mands byggefirma.
  • Aspire Academy i Qatar, der er verdens største sportsakademi, manipulerede angiveligt FIFA-medlemmerne i forbindelse med afstemningen.

BILD skriver, at de onsdag vil bidrage med nye informationer angående, hvordan Qatar endte med værtskabet for VM i fodbold 2022.

OVERBLIK: FIFA-skandalen

  • Oktober 2010 – The Sunday Times skriver, at der angiveligt er blevet betalt for stemmer i valgprocessen op mod valget af VM-værtsnationer til slutrunderne i 2018 og 2022. Sepp Blatter lover, at man vil efterforske sagen.
  • December 2010 – Rusland og Qatar vælges til værtsnationer i 2018 og 2022.
  • Maj 2011 – FIFAs etiske komité suspenderer Mohamed bin Hammam fra Qatar, der på daværende tidspunkt var præsident for det asiatiske fodboldforbund og præsidentkandidat til FIFA. Han beskyldes for at have iscenesat bestikkelser på vegne af Qatars VM-delegation.
  • Juli 2012 – Michael Garcia hentes ind til at efterforske mulig korruption i FIFA.
  • Juli 2013 – FIFA-medlem Theo Zwanziger kalder selv valget af Qatar som VM-vært for et fejl. Måneden efter kalder daværende FIFA-præsident Sepp Blatter selv slutrunden i Qatar for en fejl.

  • September 2014 – Michael Garcia færdiggør sin rapport, men den blokeres af FIFA.
  • November 2014 – FIFA udgiver en 42 sider lang sammenfatning af Garcia-rapporten. Denne frifinder Qatar og Rusland for korruption. Garcia træder tilbage som chefefterforsker.
  • Marts 2015 – FIFA-medlem Jack Warner fra Trinidad og Tobago afsløres af The Telegraph i at have modtaget mere end syv millioner kroner fra et firma i Qatar efter valget. Ligeledes har hans to sønner modtaget større beløb.
  • Maj 2015 – Flere FIFA-medlemmer arresteres, heriblandt Jack Warner. Sepp Blatter genvinder præsidentvalget og begynder sin femte periode som præsident. Han går af måneden efter, og den schweiziske statsanklager åbner en sag mod Blatter og hans gøremål med Jack Warner og UEFA-præsident Michel Platini.
  • December 2015 – FIFAs etiske komité udelukker Blatter og Platini fra al fodboldrelateret aktivitet i otte år, efter de er fundet skyldige i ulovlige betalinger fra Blatter til Platini.

Kilde: The Independent, The Telegraph, BBC