Det så bestemt ikke godt ud, da den 24-årige Liverpool-spiller Sadio Mane hamrede sammen med Evertons Leighton Baines i lørdagens kamp. Og nu bekræfter Liverpool-træneren Jürgen Klopp, at senegaleseren med al sandsynlighed er ude resten af sæsonen.

Sådan lød det på et pressemøde fredag eftermiddag forud for weekendens Premier League-kampe. Angriberen kommer ikke i spil i sæsonens sidste syv kampe, fordi hans knæskade er alvorlig.

På Twitter skriver Liverpool, at Sadio Mane skal opereres. Og på fredagens pressemøde fortalte Jürgen Klopp også, at sæsonen er slut for angriberen.

»Det er sikkert, at Mane skal opereres. Og det betyder, at sæsonen er ovre for ham. Det er noget nær umuligt, at han kommer til at spille igen denne sæson,« er meldingen fra tyskeren.

Sadio Mane er startet inde i alle Liverpools ligakampe pånær fem i denne sæson, og det bliver altså ikke til flere kampe for angriberen, hvis skade kommer på et skidt tidspunkt.

Dels går holdet ind i en periode med vigtige og afgørende Premier League kampe, og samtidig har Liverpool i forvejen store problemer med skader.

På pressemødet lød det fra Jürgen Klopp, at det går meget bedre med Adam Lallana, men at han endnu ikke træner med efter en lårskade han pådrog sig, da han var afsted med det engelske landshold i marts.

Tyskeren havde også nyt om Jordan Henderson, der ikke har været i spil siden februar. Også her går det fremad, men Jürgen Klopp ved endnu ikke, hvornår han kan være med til at træne igen.

Liverpool har lige nu 60 point, men der skal endnu flere på kontoen, lyder den klare melding fra Jürgen Klopp.

»Jeg tror ikke, at 60, 62 eller 65 point er nok til at få Champions League-pladsen. Vi skal have flere point. Efter Middlesbrough (i sidste spillerunde, red.) ved vi, hvordan det ender,« siger Liverpool-træneren.