FC Astana var foran med to mål, men endte med uafgjort mod Benfica i Champions League onsdag aften.
På det noget uvante starttidspunkt klokken 16 dansk tid begyndte onsdagens gruppekamp mellem FC Astana og Benfica, der sluttede 2-2.
Måske passede tidspunktet ikke udeholdet fra Portugal særlig godt. De var i hvertfald skidt kørende fra kampens begyndelse mod turneringens måske svageste mandskab. Og det udnyttede FC Astana ved at bringe sig foran 1-0 efter 19 minutters spil ved Patrick Twumasi.
Omtrent ti minutter senere scorede FC Astana igen, da Marin Anicic scorede til 2-0 efter en assist af spilleren med det måske flotteste navn i Champions League, Foxi Kethevoama.
Chokket over kampens begyndelse lagde sig dog herefter hos Benfica, der fem minutter før pausen fik reduceret ved Raul Jiménez.
Samme Raul Jiménez blev dobbelt målscore, da han i anden halvleg udlignede hjemmeholdets føring til 2-2, og dermed undgik Benfica den værste skuffelse. Resultatet betyder også, at Benfica pt. holder fast i førstepladsen i pulje C med ti point.
Men det ene point betyder også, at spanske Atletico Madrid kan udligne Benficas føring i puljen, hvis holdet onsdag aften slår Galatasaray fra Tyrkiet. Omvendt skal tyrkene bruge en sejr, hvis de fortsat skal gøre sig håb om at gå videre fra det indledende gruppespil.