Guus Hiddink er  fortid som hollandsk landstræner. Det meddeler flere hollandske medier.

Den 68-årige Hiddink havde mandag møde med det hollandske fodboldforbund (KNVB). Officielt fratræder han efter gensidig overenskomst, men Guus Hiddink fik på mødet at vide, at hvis han ikke accepterede denne formulering, ville han blive sat fra bestillingen. I stedet skal jobbet overtages af hans assistent, Danny Blind.

Tidligere på måneden udtalte Guus Hiddink, at han selv overvejede at stoppe som hollandsk landstræner, men KNVB har altså nu taget beslutningen for ham.

»Jeg beklager udviklingen. Jeg vil gerne takke Guus for hans indsats,« sagde forbundets administrerende direktør, Bert van Oostveen ifølge avisen Algemeen Dagblad.

Guus Hiddink overtog det hollandske landshold efter Louis van Gaal efter sidste års VM, hvor Holland erobrede bronze. Men det seneste lille års tid har resultaterne været skuffende for Holland i både venskabskampe og i EM-kvalifikationen, hvor holdet i skrivende stund kun ligger nummer tre i kvalifikationspuljen efter Island og Tjekkiet.

Nummer et og to går videre til EM-slutrunden, mens nummer tre sandsynligvis skal spille kvalifikationskampe om at komme med til Frankrig til næste år. Med så gunstige betingelser for at kvalificere sig vil det være en kæmpe-skuffelse, hvis Holland ikke kommer med til EM i 2016.

Guus Hiddink er historisk set en af Hollands mest succesrige trænere. Han har bl.a. trænet PSV Eindhoven, Fenerbahce, Valencia og Chelsea samt landsholdene fra Sydkorea, Australien, Rusland og Tyrkiet. Desuden var han fra 1994-98 også træner for Holland. Her førte han holdet til EM-kvartfinale i 1996 og til VM-semifinale to år senere.