Klubber fra hele verden spørger på Superligaens topscorer, AaB-angriberen Lukas Spalvis.

Det er ikke alle landekoderne, der viser sig på mobiltelefonens display, som AaBs sportsdirektør, Allan Gaarde kan nikke lige genkendende til. Telefonen ringer nemlig med opkald fra hele kloden, og de fleste handler om én spiller – Superliga-topscorer Lukas Spalvis.

»Vi har fået enormt mange forespørgsler, ja faktisk ekstraordinært mange forespørgsler fra hele verden på Lukas. De er kommet fra både Asien, Østeuropa og de mere traditionelle markeder,« siger Allan Gaarde til BT.

Litauiske Spalvis havde en forrygende efterårssæson med 14 Superliga-træffere, og han er derfor et af Superligaens absolut varmeste navne netop nu. Allan Gaarde kan ikke sige, hvorvidt det ender med et salg denne vinter eller ej. Det afhænger af beløb sat i forhold til, hvilken sportslig betydning et salg vil have i forhold til nordjydernes forår i Superliga-toppen.

»Håbet er naturligvis at få en god pris for ham, mens vi samtidig finder en klub, der passer godt til ham,« lyder det fra Allan Gaarde.

Lukas ’Zweimal’ Spalvis, som angriberen kaldes, kan indbringe AaB et millionbeløb af de rigtig store, hvis det ender med et salg. Hvor stort beløbet bliver, afhænger i høj grad af, om destinationen bliver et af de nyere markeder - som det kinesiske eller russiske – eller om det ender med et mere traditionelt salg til en europæisk klub.