Tottenham fik prygl på Emirates. Der var klasseforskel mellem de to mandskaber fra Nord-London.

Arsenal satte søndag eftermiddag en tyk streg under, at holdet stadig lever i toppen af engelsk fodbold.

Det skete, da Arsenal på hjemmebane vandt med vanvittige 5-2 mod ærkerivalen Tottenham. Udeholdets spillere med Gareth Bale i spidsen havde ellers i dagene op til opgøret haft travlt med at påtage sig favoritværdigrollen, men de udsagn blev gjort frygteligt til skamme.

Det begyndte ellers lovende for udeholdet, der allerede efter fire minutter chokstartede med en lyn-scoring ved franskmanden Louis Saha. Det blev også til 2-0 til Tottenham, da Emmanuel Adebayor udnyttede et tvivlsomt straffespark begået mod Gareth Bale.

Kampen mellem de to London-klubber foregik gennem alle 90 minutter i et vildt tempo, og det bekom Arsenal bedst. Holdet pressede på, efter 39 minutters spil dukkede klubbens franske højreback Bacary Sagna op i Tottenhams målfelt og headede reduceringen i mål.

Tre minutter senere kom udligningen. Robin van Persie opsnappede bolden på kanten af feltet og drejede den flot i mål uden chance for Tottenhams Brad Friedel i målet.

Arsenal fortsatte opturen efter pausen, hvor Tomas Rosicky scorede til 3-2, og herefter fes lynhurtige Theo Walcott i to omgange forbi udeholdets forsvar og udbyggede Arsenals føring til svigende 5-2.

Et slagent Tottenham-hold blev også reduceret til ti mand, da Scott Parker fik rødt kort, og dermed er han ikke med, når holdet i næste runde møder Manchester United.

Med sejren satte Arsenal for en stund Tottenham på plads i den direkte duel mellem de to klubber. Harry Redknapps mandskab ligger dog stadig foran Arsenal i den samlede stilling og indtager tredjepladsen i Premier League, syv point foran Arsenal og Chelsea.