Arsenal kom lidt nærmere den fjerdeplads, der vil udløse en billet til næste års Champions League, da London-holdet på udebane vandt 3-0 over Hull.

Kampen var samtidig en generalprøve på den kommende FA Cup-finale, så Arsenal må se frem med til de to klubbers møde på Wembley med en vis fortrøstning efter, at Arsene Wengers hurtige boldspillere især i anden halvleg dominerede begivenhederne i søndagens kamp.

Nicklas Bendtner var vanen tro ikke en del af Arsenal-truppen.

Aaron Ramsey scorede det første af gæsternes tre mål, da han efter en halv time blev spillet fri foran mål af Santi Cazorla og sikkert udnyttede chancen med et fladt skud ude i siden. Indtil da havde Arsenal på ingen måde imponeret, men efter scoringen ændrede kampen karakter, og forskellen på top og bund blev tydelig.

Det andet mål sørgede tyske Lukas Podolski for efter et kontraangreb, hvor der måske burde have været dømt frispark til Hull forinden. Men i stedet kunne Ramsey tæmme et indlæg med brystet og lægge bolden til rette for Podolski, som sikkert udnyttede muligheden.

10 minutter inden i anden halvleg var tyskeren på pletten igen, da han fulgte op på en ripost fra et skudforsøg fra Aaron Ramsey.

Sejren betyder, at Arsenal konsoliderer fjerdepladsen med fire point mere end Everton, inden holdet Liverpool søndag aften møder Manchester United. I den anden ende kan Hull stadig blive suget ind i nedrykningskampen, selvom man trods alt har seks point ned til stregen.