Arsenals Ramsey håber, at søndagens sejr over Bournemouth giver London-klubben momentum før Leicester-møde.

Kasper Schmeichel og holdkammeraterne hos det engelske tophold Leicester må finde sig i at være jaget vildt i Premier League i den kommende tid.

Arsenal var tophold i Premier League ved årsskiftet, men havde en skidt januar måned, hvor det kun blev til én sejr i fire ligakampe.

Søndag vandt Arsenal over Bournemouth, og nu lufter midtbanespilleren Aaron Ramsey fornyet selvtillid, inden opgøret mod Schmeichel og Leicester på søndag.

»Forhåbentlig kan vi fjerne det momentum, vi havde (med manglende sejre, red.) og vinde mod Leicester også. Nu er vi igen i en god position, og forhåbentlig kan vi holde fast,« siger Aaron Ramsey ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Det er lige meget, hvem du spiller mod, så skal du have tre point. Det her vil selvfølgelig være en af de vigtigste kampe, men vi skal spille den som enhver anden,« fortsætter Ramsey.

 
Leicester tog et stort skridt mod det engelske mesterskab, da de på imponerende vis besejrede Manchester City med 3-1 på Etihad Stadium. Robert Huth stod for to af målene.
Vis mere

Leicester har lige fem points forspring til både Tottenham på andenpladsen og Arsenal på tredjepladsen, så Arsenal kan reducere forspringet til to point med en sejr på søndag.

»Det er meget bemærkelsesværdigt, hvad Leicester har præsteret i denne sæson, men vores sejr over Bournemouth var vigtig, så vi er inden for en rimelig afstand af Leicester,« siger Aaron Ramsey videre.

Manchester City er på fjerdepladsen yderligere et point bag Tottenham og Arsenal. De regerende mestre fra Chelsea er nummer 13.