Arsenals tyske anfører Per Mertesacker er 'rystet, men uskadt' efter at have været involveret i et trafikuheld. Han mistede kontrollen over sin bil, da han mandag formiddag kom kørende ad motorvejen M1 på vej hjem fra træning, skriver engelske The Mirror.
Det regnede voldsomt, og ifølge avisens oplysninger akvaplanede Mertesackers bil af vejen og ind i midterrabatten. Tyskeren var rystet, men han slap uskadt fra ulykken, og han er i stand til at træne igen, oplyser en kilde til avisen.
Der var ingen andre biler involveret i uheldet, og Mertesacker var alene i bilen.
Det var på forhånd ikke forventet, at Mertesacker skulle spille i onsdagens kamp i Champions League ude mod Dinamo Zagreb, da han har været ramt af en virus i weekenden. Derimod skulle han være klar til at spille igen i lørdagens vigtige Premier League-kamp mod kriseramte Chelsea.